Malte Ebert gjorde det tidligere i år. Jada gjorde det i dag.
Lancerede et nyhedsbrev.
Dermed hopper de to musikere i båd med en lang række andre danske musikere, der på det seneste er begyndt at tage kontrol over kommunikationen med deres fanbase.
I øjeblikket kan du få “personlig” post fra fx Kesi, Tessa, Simon Kvamm, Aphaca, Medina, Drew Sycamore, Benjamin Hav, Saint Clara, Mumle, Thomas Helmig, Peter Sommer, Rasmus Seebach, Lukas Graham, Blæst, MØ og Den Sorte Skole.
Det er især modvillige og uigennemskuelige algoritmer på Facebook og Instagram, der gør nyhedsbreve til en oplagt kanal for det optrædende folk. Men nyhedsbrevene rummer andre fordele end blot højere leveringssikkerhed.
“Facebook fungerer på ingen måde, som det har gjort. Vi kan ikke regne med at vores følgere får vores opslag, og Instagram er et flygtigt medie,” siger Signe Svendsen, der tidligere i år proklamerede, at hun ville begynde at prioritere nyhedsbrevet over de sociale medier.
Nyhedsbrevet har hun personligt skrevet og sendt i over 10 år:
“Dengang var nyhedsbreve egentlig ret gammeldags, men jeg ville gerne lave et fællesskab, hvor jeg kunne kommunikere direkte med mit publikum og gøre noget for dem, der var ekstra dedikerede. I starten ville jeg bare fortælle om koncerter og ny musik, men over årene har det udviklet sig meget. Nu er det et personligt brev med meget mere end det, man kan samle op på de sociale medier. Jeg skriver om alt det bag sangskrivningen og koncerterne,” fortæller Signe Svendsen, der mener, at nyhedsbrevene tillader en mere fri kommunikation.
I takt med at nyhedsbrevet er vokset, har det også fået bevidste call-to-actions i form af konkurrencer, meningsmålinger og opfordringer til at trykke Reply.
“Her for nylig er jeg begyndt at gøre opmærksom på, at man kan svare nyhedsbrevet og dermed få en direkte kommunikation med mig. Kvantitativt vil jeg jo bare gerne have, at
det vokser, men jeg er også meget opmærksom på, at det skal føles eksklusivt at være en del af klubben”.
Og så har nyhedsbrevet selvfølgelig også en klar kommerciel fordel:
“Nyhedsbrevet fungerer optimalt som salgskanal, og jeg går meget op i, at dem, der er skrevet op og er med i klubben, får nogle fordele i forhold til salg af billetter og merch”.
Rapper og ord-ekvilibrist Per Vers har også set sine kolleger få øjnene op for de nyhedsbreve, som han selv har sendt i årevis:
“Vi er blevet trætte af sociale medier. Algoritmerne er blevet så fjendske og monetariserede. Det er en kilde til daglig frustration, at jeg for eksempel har 40.000 følgere på Facebook - og så er der 200, der har set min nyeste post,” siger Per, der bruger efternavnet Vers på sine vinyler - men skriver Uldal på postkassen.
For 10 år siden kunne “den hårdeste arbejder i dansk flowbiz" lægge en kæk bemærkning på Facebook og fange 5000 personers opmærksomhed. Dengang kunne videoer også skabe 100.000 views i ly af natten. Men hvedebrødsdagene er ovre. For nylig indspillede han nogle videoer sammen med Rasmus Botoft. Selv med en folkekær skuespiller som blikfang kravlede nogle af videoerne kun op på 20 likes.
Per Vers kan stadig komme i kontakt med sine ultra dedikerede fans og sælge til dem på Facebook, men det kræver konstante krumspring, som når man pludselig skal “skjule” sine links i kommentarfeltet for at undgå, at de bliver en stopklods på rækkevidden. På den måde bliver de sociale mediers algoritme en gåde, der skal regnes ud:
“Og uanset om man kan regne den ud eller ej, så arbejder man i et fjendtligt system. Og vi bliver jo alle syge i sindet af at skulle “regne den ud””.
“Men det er ikke kun algoritmerne, man kæmper mod. Det er også den menneskelige psykologi. På sociale medier har vi en evne til at ignorere ting med links eller opfordringer til at købe. Vi skal bare videre ned gennem feedet. Der har nyhedsbreve en helt anden tidshorisont”.
Med over 100 optrædener om året og en lind strøm af udgivelser er Per Vers en sand arbejdsmand. Det gælder også, når det kommer til rekruttering af nyhedsbrevsabonnenter. For hans bedste og mest velfungerende metode er uskalerbar og analog:
“Når jeg optræder med et af mine nye numre, kan jeg finde på at sige til publikum, at de kan vinde den nye plade, hvis de sender mig en mail, og så vælger jeg en vinder, mens jeg står på scenen. Så bliver de også tilmeldt mit nyhedsbrev, og jeg sørger selvfølgelig for at sige, at man bare kan melde sig fra igen. I forgårs gjorde jeg det til et show med 400-500 frivillige, og jeg fik 150 abonnementer,” røber Per Vers.
“En Facebook-annonce ville ikke komme i nærheden af det niveau. Så er det mere oplagt at nævne det foran en masse potentielle kernelyttere, som står og har en god oplevelse sammen med mig.”