Få inspiration og gode råd til dine nyhedsbreve

7 ting du (måske) overser i dit nyhedsbrev

Skrevet af Peytz Mail | 27-02-25 07:36

Er du sikker på, at du udnytter dit nyhedsbrevs fulde potentiale? Selv små detaljer kan gøre en stor forskel for, hvordan dine modtagere engagerer sig med dit indhold – og for dine nyhedsbreves succes.

Vi har samlet en liste over de ting, som vi ofte ser, at mange glemmer eller nedprioriterer i deres nyhedsbreve. Læs videre og få tips til, hvordan du kan optimere dit nyhedsbrev og få mere ud af hver udsendelse.

1. Vælg et relevant afsendernavn 

Mange bruger organisationens navn som afsender men overvej at bruge et mere personligt afsendernavn. Et godt eksempel er Faglige Seniorer, der bruger "Brian og Susanne fra Faglige Seniorer" som afsender. Et personligt afsendernavn fungerer især godt, hvis afsenderne har en tydelig tilknytning til organisationens identitet og nyhedsbrevets formål. Hvis du bruger et personligt afsendernavn, bør den personlige tone også komme til udtryk i selve brevet – fx i form af en personlig hilsen fra afsenderen. Du kan også bruge afsendernavnet til at tydeliggøre temaet eller konceptet i nyhedsbrevet, hvor navnet fx matcher navnet på din mailingliste eller det emne, brevet omhandler. 

2. Reply-to-mailadresse

En reply-to-mailadresse er uundværlig. Den gør det let for modtagerne at stille spørgsmål, give feedback eller efterspørge mere information – og den sikrer, at du nemt kan reagere på svar fra dit nyhedsbrev. Har du mulighed for det, kan du bruge en personlig e-mail som fx den fagansvarlige. Det skaber en mere direkte, personlig og relevant kontakt.

3. Brug headeren strategisk

Du tænker måske: "Alle bruger da en header – hvordan kan den blive overset?" Selvom næsten alle nyhedsbreve har en header, er det ikke alle, der udnytter dens fulde potentiale. 

Afhængigt af nyhedsbrevets formål kan en simpel header med logo være helt fint, men du kan også bruge den til at tydeliggøre nyhedsbrevets tema eller budskab. For eksempel, hvis du sender en særudgave om kommende arrangementer og kurser, kan du visuelt fremhæve dette i headeren, så den skiller sig ud fra dine øvrige nyhedsbreve og er med til at understøtte indholdet. Husk også, at headeren skal være klikbar og føre brugeren videre til din forside eller en anden relevant side, du ønsker trafik til. 

4. Prioritering af indhold

Placeringen af indhold betyder noget for, hvordan dine modtagere interagerer med det. Indhold der ligger øverst i nyhedsbrevet, får ofte flest klik, så brug denne plads strategisk. Tøv ikke med at bryde din faste struktur, hvis du har noget særligt, du vil fremhæve – for eksempel en sidste ledig kursusplads eller et vigtigt budskab. Små justeringer i placeringen kan have stor indflydelse på, hvad læserne fokuserer på, og hvordan de interagerer med indholdet.

5. Genbesøg dine faste elementer

Husk at genbesøge dine faste elementer i nyhedsbrevet regelmæssigt for at sikre, at de er opdaterede. Hvis du for eksempel bruger X (tidligere Twitter), så vær opmærksom på at opdatere linket og inkludere det nye logo.

6. Udnyt preheaderen optimalt

Efter emnelinjen kommer preheaderen, og den er der overraskende mange, der glemmer. Brug den fx til at uddybe emnelinjen eller tilføje et ekstra incitament for modtageren til at åbne mailen. Hold det kort og præcis (mellem 30-80 tegn), og overvej at segmentere den for at gøre den mere relevant for forskellige målgrupper.

7. Glem ikke testmailen

Inden du trykker send, så send lige en testmail til dig selv (i Peytz Mail er det ikke muligt at sende, før du har testet, men det er ikke sådan i alle systemer). Med en testmail kan du sikre dig, at alt ser ud, som det skal. Tjek, hvordan nyhedsbrevet ser ud både på mobil og desktop, så du undgår, at noget ser forkert ud eller ikke fungerer. Denne ekstra indsats kan redde dig fra at sende et nyhedsbrev med fejl.