Få inspiration og gode råd til dine nyhedsbreve

Få inspiration og gode råd til indholdet i din velkomstmail

Skrevet af Emilie Gildberg Bangsgaard | 02-10-24 07:19

Et godt førstehåndsindtryk er vigtigt – også på mail. Derfor er det en god idé at sende en velkomstmail til nye modtagere, som tilmelder sig dit nyhedsbrev.

Hvorfor skal du have en velkomstmail?

Lige efter tilmelding er din virksomhed top-of-mind hos modtageren. Med velkomstmailen kan du byde nye modtagere godt velkommen og med det samme vise, hvad din virksomhed og dit nyhedsbrev har at byde på. Den har altså et stort potentiale, da den både kan oplyse, fastholde og engagere nye modtagere med det samme. 

Hvad kan du skrive i din velkomstmail? 

Som alt anden kommunikation er det din virksomhed og din målgruppe, som er afgørende for, hvad indholdet i din velkomstmail skal være. Der er dog nogle emner, som egner sig særlig godt til formatet. Her får du fire konkrete idéer. 

1. Forventningsafstem med modtageren

Forventningsafstemning er godt – også når det gælder nyhedsbreve. Derfor kan du med fordel beskrive, hvad modtageren kan forvente af dit nyhedsbrev fremover. Hvor ofte sender du nyhedsbreve? Hvilken type indhold, sender du? Du kan med fordel linke til et par af dine tidligere nyhedsbreve, så modtageren kan se konkrete eksempler. Du kan også lægge op til, at modtageren kan indsende feedback i forhold til, hvad han/hun ønsker at modtage af indhold fremadrettet. 

2. Fremhæv alt dit gode indhold 

Hvorfor vente med at dele ud af alt dit gode indhold til næste nyhedsbrev udkommer? Forestil dig at modtageren tilmelder sig dagen efter, at du har sendt dit månedlige nyhedsbrev. Så går der altså rigtig lang tid før, at modtageren hører fra dig igen. Udnyt velkomstmailen til at vise dine nye modtagere fra dag ét, hvad de får, og alt det gode, de har i vente. Du f.eks. sende de tre mest læste eller nyeste stykker indhold fra din hjemmeside (den slags kan nemt automatiseres i fx Peytz Mail), fremhæve dit "evergreen" indhold eller tophistorier fra tidligere nyhedsbreve. 

3. Sæt fokus på din virksomhed og brand

Velkomstmailen er også effektiv til at brande din virksomhed mere generelt, hvor du fremhæver dine værdier, USP’er (Unique Selling Points) eller kernekompetencer – dét som gør netop din virksomhed attraktiv og særlig. På den måde giver du modtageren indblik i din virksomhed, og det er vigtigt i forhold til at udvikle en god og langvarig relation til modtageren.

4. Promover øvrige kanaler 

Velkomstmailen er også oplagt til at få modtageren til at følge din virksomhed på andre kanaler. 

Du kan fx opfordre til at følge jer på sociale medier, downloade jeres app eller skrive sig op til flere nyhedsbreve. Jo flere nyhedsbreve, du kan sende i modtagerens retning, jo bedre, da det betyder “flere kroge” i hver modtager. 

Hos Peytz Mail bruger vi profilbokse, som indsættes nederst i det enkelte nyhedsbrev. Profilboksen viser, hvilke nyhedsbreve modtageren er tilmeldt – og ikke tilmeldt. Det er et effektivt redskab til at få modtageren til at tilmelde sig flere forskellige nyhedsbreve. Med profilboksen føder de største lister typisk modtagere til de mindre lister, og gamle lister føder til nye lister.

Her ses en profilboks fra Videnskab.dk's nyhedsbrev: