Apple lancerer e-mail kategorisering i iOS 18

Apple Mail følger efter andre mailklienter og introducerer kategorisering af e-mails

Når Apple til efteråret lancerer iOS 18, bliver det den første opdatering med Apples egen kunstige intelligens - Apple Intelligence. Udover nye AI-funktioner bringer opdateringen også betydelige ændringer til Mail-appen med sig.

Apple Mail vil fremover automatisk kategorisere indgående e-mails i fire hovedkategorier: Primary, Transactions, Updates og Commercials. Opdateringen vil også introducere en ny oversigtsvisning, der samler alle e-mails fra en bestemt afsender, hvilket gør det nemmere at få et samlet overblik over kommunikationen fra én virksomhed.

Apple-WWDC24-iOS-18-Mail-categorization-240610_inline.jpg.large
Mail introducerer nye muligheder for at administrere indbakken med inddeling i fire kategorier.
Apple-WWDC24-iOS-18-Mail-digest-view-240610_inline.jpg.large

En ny oversigtsvisning samler relevante mails fra en virksomhed, så brugerne nemt kan få adgang til kommunikation fra samme afsender.

Bemærk: Selvom iOS 18 er planlagt til at blive lanceret i september, vil de nye funktioner i Mail-appen først blive tilgængelige i en efterfølgende opdatering senere på året. Apple har endnu ikke offentliggjort en præcis dato.

Kategorisering af e-mails er ikke et nyt koncept

Apple er ikke den første udbyder til at implementere e-mailkategorisering. Gmail, Yahoo Mail og Outlook har allerede deres egne versioner af automatisk sortering af e-mails.

Apples kategorisering læner sig op af den kategorisering, vi kender fra Gmail og vil sortere e-mails i følgende grupper:

  • Primary: Til de vigtigste e-mails, såsom beskeder fra personlige kontakter eller e-mails med tidsfølsomme oplysninger.
  • Transactions: Til ordrebekræftelser og andre transaktionsbaserede e-mails.
  • Updates: Til nyhedsbreve og opdateringer fra sociale medier.
  • Promotions: Til marketing- og salgsorienterede e-mails.

Ingen kan med sikkerhed sige endnu, hvordan forskellige typer af e-mails præcist vil blive kategoriseret. Desuden har hver udbyder sin egen metode til at identificere og sortere e-mails i forskellige kategorier. Det kan være, at e-mails, der lander i Gmails Promotions-fane, ikke nødvendigvis vil ende i Apples Promotions-fane.

For yderligere information om opdateringen, kan du besøge Apples hjemmeside her.

(Opdateret 22. august 2024)

Publiceret 19. august 2024