Sådan indsamler du tilmeldinger til dit nyhedsbrev korrekt

Få overblik over reglerne og overhold spamforbuddet

Kontakt

Christian Hjorth - Sales Manager

Hvis du er i tvivl om, hvordan du indsamler tilmeldinger til dit nyhedsbrev korrekt – så er du ikke alene. Bliv klogere på her, hvordan du overholderne lovgivningen, så du ikke overtræder spamforbuddet.
 

Når du indsamler tilmeldinger til dit nyhedsbrev, er der grundlæggende to stykker lovgivning, du skal overholde: Markedsføringslovens spamforbud §10 og Persondataloven (GDPR). Spamforbuddet siger, at du ikke må sende mails, sms’er og anden elektronisk post til nogen med henblik på markedsføring medmindre, modtageren har givet sit samtykke til henvendelsen. 

"§ 10. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på direkte markedsføring, medmindre den pågældende har givet sit forudgående samtykke hertil. Den erhvervsdrivende skal give mulighed for let og gebyrfrit at tilbagekalde samtykket."

I Forbrugerombudsmandens Spamvejledning kan du få overblik over, hvornår og hvordan du må sende markedsføring ved brug af elektronisk post, så du overholder spamforbuddet.

Sådan overholder du spamforbuddet

Hvis du sikrer dig et tydeligt samtykke til, at modtageren vil modtage dit nyhedsbrev, så opfylder du helt enkelt kravene i markedsføringslovens spamforbud.  

Helt konkret betyder det, at de steder, hvor brugeren kan tilmelde sig dit nyhedsbrev, skal du tydeligt kommunikere, at der er tale om en tilmelding til et nyhedsbrev. 

Hvis det er klart kommunikeret, så har du grundlæggende afstemt, hvad modtagerne giver samtykke til, og så bliver modtageren ikke overraskede, eller synes at deres e-mail adresse bliver misbrugt. Derfor skal du også begrænse dig til kun at indsamle de data på dine modtagere, som du har tænkt dig at bruge til dine modtageres fordel.

Afkrydsningsfelt eller ej? 

Du behøver ikke nødvendigvis at have et afkrydsningsfelt, hvor brugeren aktivt krydser “ja tak” til at modtage dit nyhedsbrev. 

Det kan være god skik at have et afkrydsningsfelt, når samtykke sker i forbindelse med køb af et produkt eller lignende. Altså i de tilfælde hvor brugeren ikke interagerer med din virksomhed med det direkte formål at tilmelde sig nyhedsbrevet. Feltet må ikke være forhåndsudfyldt, fordi brugeren aktivt skal sætte et kryds og sige "ja tak" til at modtage dit nyhedsbrev. Hvis du ikke bruger et afkrydsningsfelt, skal du gøre det helt tydeligt og klart, at brugeren automatisk bliver tilmeldt nyhedsbrevet i forbindelse med f.eks. købet. Det er også vigtigt at informere om, at brugeren til hver en tid kan afmelde sig igen. 

Du behøver ikke et afkrydsningsfelt, når du udelukkende beder om samtykke til et nyhedsbrev (f.eks. i en simpel nyhedsbrevsformular på forsiden, under et blogpost eller lignende). Her er det nok at have lidt beskrivende tekst og et felt, hvor brugeren kan indtaste sin e-mailadresse. Hvis du alligevel vælger at have et afkrydsningsfelt, er det fint, men det kan blot besværliggøre tilmeldingen for brugeren. 

Altså er konklusionen

  • Det kan være en god idé at have et afkrydsningsfelt til tilmelding til nyhedsbrevet, når brugeren interagerer med din virksomhed, hvor det ikke er direkte relateret til nyhedsbrevet (f.eks. download, køb af produkt, tilmelding til event). Hvis du ikke bruger afkrydsningsfelt, skal du gøre det helt tydeligt, at brugeren bliver tilmeldt nyhedsbrevet i forbindelse med interaktionen – og nemt kan afmelde sig igen. 

  • Der er ikke noget krav om afkrydsningsfelt ved simpel tilmelding til nyhedsbrev.

(Opdateret 26. maj 2023)

Publiceret 6. oktober 2022