Kontakt
Peytz Mail
Når du kommunikerer på dansk, bruger du typisk alfabetets 29 bogstaver – og en håndfuld tegn og symboler – som punktum, komma og kolon. Men vidste du, at din kommunikative værktøjskasse faktisk rummer over 100.000 tegn og karakterer? Som du kan bruge helt uden at lave tekniske krumspring.
Hemmeligheden er unicode. Unicode er en standard for den måde tekst bliver vist på computere. Uanset om man foretrækker det latinske, det kyrilliske eller det arabiske alfabet - eller runer! Det er fx unicode, der lader os bruge å, ø og å her i landet. Det er også The Unicode Consortium, der har æren for, at de emojier, du sender, bliver vist korrekt hos dine modtagere – uanset hvilken platform og enhed, de bruger.
Hvordan gør jeg?
Men hvad har det med nyhedsbreve at gøre, tænker du måske? Jo, nu skal du høre. De tusindvis af standardiserede unicode-tegn kan du bruge i felter, der egentlig er forbeholdt bogstaver. Det vil også sige emnelinjer og preheaders.
Du kan fx gøre din tekst 𝘬𝑢𝘳𝑠𝘪𝑣 eller 𝗳𝗲𝗱. Men du kan også bruge tegn som ▲, Ω og ✟.
Listen af muligheder er lang. Du kan få overblikket hos Wikipedia eller klippe/klistre fra sider som YayText, Shield eller bruge værktøjerne på: https://symbl.cc/en/tools/
Men hvad har det med nyhedsbreve at gøre, tænker du måske? Jo, nu skal du høre.
Eksempler på hvordan du kan bruge unicode
Grebet skal bruges, hvor det giver mening. Lad være med at bruge det som et konstant greb. Så mister det sin effekt. Men prøv at tænke det ind i jeres kontekst. Her er nogle tænkte eksempler:
- Det hele behøver ikke at være så 🄵🄸🅁🄺🄰🄽🅃🄴🅃
- Er du klar til at se verden fra et lidt andet ʌıʇʞǝdsɹǝd?
- Bare rolig – du ser ikke 𝕕𝕠𝕓𝕓𝕖𝕝𝕥!
- Skal du prøve en rigtig 𝓰𝒶𝓶𝓂𝓮𝓁𝓭𝒶𝓰𝓈 metode?
- Skal vi sætte ekstra 🆃🆁🆈🅺 på jeres synlighed?
- Vi har søgt aktindsigt. Se, hvad vi ███████████
- Tag testen: Er du til 𝔤𝔬𝔱𝔥 eller gangsta rap?
- OK, nu bliver det lidt ᶠJᴼLᴸEᵀ
- Er du klar til at løfte dine kompetencer til næste ⁿᶦᵛᵉᵃᵘ?
- Nu kan vi endelig fortælle historien - Fra α til Ω
Du kan også se formateringen af fed tekst i dette konkrete eksempel i nyhedsbrevet fra Billigblomst
Derfor skal du prøve det
Fordelen med unicode-tegn i emnelinjerne er, at du kan fange din modtagers interesse, fordi dit nyhedsbrev vil “stikke” ud i indbakken. Derfor kan du potentielt opleve højere åbningsrater. Husk dog at kigge på andre KPI’er, før du konkluderer, at effekten er positiv. Hav et øje på complaints og de efterfølgende klikrater.
Kommunikativt kan tegn og formatering være med til at kommunikere på mindre plads, fordi du kan udskifte nogle ord med symboler. Du kan derfor opleve, at du får frigivet tegn til flere budskaber.
De mange eksotiske tegn kan også være med til at underbygge dit brand eller at gøre din kommunikation mere menneskelig. Mange rejseselskaber forstærker allerede deres brand i indbakkerne ved at bruge ⛱️- eller ✈️-emojierne. Måske kan du opnå noget lignende med unicode-symboler?
Hvis du har en yngre målgruppe, kan du også tage din kreative symbol-jonglering til næste niveau ved at bruge de japanske kaomojis i emnelinjen. Altså simple ansigter i form af nuttede dyr, der er opbygget af tegn og symboler.
Det skal du passe på
Unicode-karakterer i nyhedsbreves emnefelter er et tveægget sværd. Her er nogle faldgruber, du skal være opmærksom på:
Overdreven brug kan få dit brand til at fremstå useriøst
Det visuelle greb vil enten miste sin effekt eller decideret skræmme dine modtagere væk, så de holder op med at åbne, læse og klikke. Af samme årsag opfordrer vi også til, at du bruger emojis og GIFs med omtanke og omhu.[LINK]
Symboler vises ikke altid korrekt
Vi har testet, at eksemplerne højere oppe bliver vist korrekt på langt de fleste e-mailklienter, MEN der er stadig en risiko for, at nogle symboler bliver vist mangelfuldt – eller slet ikke på enkelte enheder og operativsystemer. Nogle modtagere ser måske en firkant (□) i stedet for dit valgte symbol. Det kan få jer til at fremstå uprofessionelle eller sjuskede.
Kan forbindes med spam
Brugen af symboler og formatering i emnelinjer er desværre også tit anvendt af nettets banditter, så nogle modtagere vil unægteligt forbinde grebet med fusk og spam. Det skal du være bevidst om.
Usynlige for søgemaskiner og skærmlæsere
Unicode-tegn bliver IKKE opfattet som “bogstaver” af maskiner, selvom de af det menneskelige øje ligner bogstaver. Det betyder, at brugen af fantasifulde tegn på hjemmesider og sociale medier ikke er anbefalelsesværdig, fordi du sandsynligvis har et ønske om, at dit indhold bliver indekseret og søgbart. Denne problemstilling er mindre vigtig i nyhedsbreve.
Afsluttende kan symbolerne være problematiske, hvis du laver indhold, der skal spises af skærmlæsere. Synshandicappede kan opleve at få oplæst nogle meeeget kryptiske eller decideret uforståelige sætninger.
Leg med måde
Opsummerende kan man sige, at det store tegnsæt giver dig mulighed for at eksperimentere med din kommunikation. Men det skal gøres med tungen lige i munden og med grundige overvejelser.
Husk altid at have indsigten i din målgruppe i tankerne. Du kender dine modtagere bedst!
(Opdateret 4. juli 2025)
Publiceret 4. juli 2025