Sådan kommer du i gang med mailflows

Bliv klogere på hvad mailflows er, og hvordan du bruger det til at skabe målrettet kommunikation.

Kontakt

Arbejder du med nyhedsbreve og e-mail marketing, har du måske allerede overvejet at bruge mailflows. Læs med her for at få gode tips og tricks, der kan hjælpe dig videre i processen. 

Hvad er mailflows?

Mailflows er typisk en serie af mails, som sendes automatisk til dine modtagere baseret på én eller flere parametre.

Mailflows er ikke kun en effektiv måde at sende mails på. Det er også en god måde at interagere med dine modtagere på, der potentielt set kan skabe stor værdi for både dig og din målgruppe. Med mailflows kan du sende aktuelt og relevant indhold til din målgruppe, der passer til lige nøjagtigt dem.

Forskellige typer af mailflows

Mailflows kan være baseret på helt konkrete handlinger. Et klassisk eksempel på det er et velkomstflow, der starter ved tilmeldingen til et nyhedsbrev.

Vores kunde, Mannaz, der sælger kurser, uddannelser og konsulentydelser, har fx et velkomstflow, der byder nye modtagere velkommen og giver et indblik i, hvem Mannaz er, og hvad virksomheden tilbyder. 

Mannaz velkomstflow (1)

Mailflows kan også være baseret på baggrundsdata som alder, geografi eller uddannelsesniveau, hvilket kan danne grundlag for mere avancerede flows som fx et flow til dimittender. Disse flows består typisk af flere mails og kan strække sig over mange måneder eller endda år. Data til flowet kan fx hentes ind via virksomhedens eget medlemssystem eller CRM-system.  

I Peytz Mail har du naturligvis mulighed for at opsætte forskellige typer af flows – både simple velkomstflows og mere avancerede mailflows baseret på baggrundsdata. 

Hvad er fordelene ved at bruge mailflows?

Der er mange fordele ved at bruge mailflows, og forskellige typer af mailflows har naturligvis forskellige fordele. 

Overordnet kan mailflows hjælpe dig med at

  • opretholde kontakten til dine modtagere og dermed holde dem engagerede i din virksomhed. 
  • sikre, at dine modtagere får de nødvendige informationer på det rette tidspunkt.
  • støtte dine modtagere i deres kunderejse, og den situation, de står i. 
  • øge udbyttet og effektiviteten af din mailkanal uden ekstra arbejde i det daglige.
  • dele dit indhold op i små bidder, så du undgår at give dine modtagere alt for meget viden og information i én mail.

Kom i gang med mailflows

Hvis du er ny, i at arbejde med mailflows, så anbefaler vi, at du starter med et simpelt mailflow. Det kan fx være et velkomstflow til dit nyhedsbrev – ligesom ovenstående eksempel fra Mannaz. Du kan altid udbygge senere, når du er kommet godt i gang. 

Når du skal i gang med at lave et mailflow, anbefaler vi, at du lægger en struktureret plan for dit flow: 

1: Få styr på din data

Ordentlig data er forudsætningen for at lave et vellykket flow. Så du skal først og fremmest sikre, at den data, du indsamler og har til rådighed om dine modtagere, er valid og brugbar. Det er især vigtigt at få afdækket din data ved mere komplekse flows. Hvis du mangler data for at lave det flow, du gerne vil, må du lægge en plan for, hvordan du skaffer den data.

2: Få styr på formålet 

Start med at lave en plan for, hvad formålet med dit flow er. Det er nemlig afgørende for, hvem flowet skal sendes til, hvad de forskellige mails i flowet skal indeholde, og hvordan flowet skal sættes op i dit nyhedsbrevssystem. 

Stil dig selv spørgsmålet “Hvad vil jeg opnå med mailflowet?” Skal det onboarde nye medlemmer? Skal det gøre nye nyhedsbrevsmodtagere klogere på din virksomhed? Skal det støtte og guide modtageren fra én fase til en anden? 

3: Skitser dit mailflow 

Det er langt mere håndgribeligt at udarbejde de forskellige e-mails, hvis du har et visuelt overblik over mailflowet. Derfor anbefaler vi, at du skitserer mailflowet, hvor det fremgår, hvor mange mails flowet indeholder, og hvor mange dage, der skal gå mellem hver mail. I den forbindelse skal du overveje, hvor mange mails, der skal til for at understøtte dit formål og få dit budskab foldet tydeligt nok ud for modtageren.

4: Skriv indhold og design dine flowmails

Når du har alt det grundlæggende på plads, er du klar til at skrive indholdet til de forskellige mails og sætte dem op i skabeloner i dit nyhedsbrevssystem. Du kan bruge et design i samme stil som dit nyhedsbrev, men du kan også lade dine flowmails have sit eget udtryk for at adskille dem fra dine faste nyhedsbreve.

5: Optimer og juster dit mailflow løbende

Når dit flow er sat op og kører automatisk, skal du sørge for at besøge dit mailflow regelmæssigt. Det er vigtigt i forhold til at sikre, at dit mailflow skaber den ønskede værdi. Det er især vigtigt, at du løbende kigger på indholdet for at sikre, at det er relevant og aktuelt. Tilpas fx indholdet i dit mailflow til aktuelle begivenheder og  kampagner, så der er sammenhæng mellem dit mailflow og din virksomheds øvrige kommunikation.

(Opdateret 23. april 2024)

Publiceret 11. marts 2024