Kontakt
Peytz Mail
Gmail har meldt ud, at de vil gøre DMARC til et krav fra februar 2024. Kravet om DMARC er ét ud af et tre nye tiltag, som skal være med til at mindske spam og beskytte brugernes indbakker.
De nye tiltag gælder bulk senders – altså afsendere af massemails, som f.eks. dig, der sender mange mails fra et professionelt mailsystem som Peytz Mail. Gmail definerer bulks senders som dem, der sender til flere end 5000 Gmail-adresser om dagen.
Tilhører du ikke denne gruppe, er det ikke ensbetydende med, at DMARC ikke er relevant for dig. DMARC er relevant for alle – uanset om du sender 300 eller 10.000 e-mails om dagen.
Hos Peytz Mail har vi sagt det mange gange før – faktisk siden 2018 – at alle, der sender nyhedsbreve og e-mails, bør have DMARC. Der er ingen god grund til at lade vær’, da det øger din mailsikkerhed betragteligt og smitter positivt af på dine e-mails fremkommelighed.
Lad os dykke ned i, hvad de tre nye krav går ud på:
1. Verificer dine e-mails
Du skal fremover verificere dine e-mails via DMARC, så du anses som en pålidelig afsender af e-mails. Google har før fremhævet vigtigheden af DMARC, men nu sætter de altså yderligere ind.
Hvis du ikke har DMARC i forvejen, er det altså vigtigt, at du sørger for at få det. Hvis du vil vide mere om DMARC og lidt om teknikken bag, har vi skrevet om det ved flere lejligheder – bl.a. i denne artikel.
2. Afmelding skal være nemt
Gmail vil gøre det nemt for brugere at afmelde sig massemails, og det skal kunne gøres med ét klik. Derfor har de et link til afmelding i selve Gmail. Det er altså ikke afmeldingslinket i dit nyhedsbrev, Gmail taler om her. Det drejer sig om system-til-system kommunikation, og Gmail får mulighed for at indsætte dette afmeld-link ved hjælp af informationer i mailens "header", som nyhedsbrevssystemer som fx Peytz Mail bør give.
Dette krav handler altså om noget teknisk, som dit nyhedsbrevssystem – som fx Peytz Mail – bør have styr på for dig.
Obs: Dette krav er udskudt til først at gælde fra juni 2024.
3. Send kun relevant og ønsket indhold
Gmail vil sikre, at brugerne kun får mails, de ønsker at modtage. Derfor påpeger de vigtigheden i at holde sin spamrate lav og sende relevante mails, som modtageren ønsker.
Dette krav er altså ikke revolutionerende, men det er til gengæld eviggyldigt og en god reminder om, hvor vigtigt det er at være relevant for sine modtagere.
Du kan læse Gmails officielle udmelding her
Hvis du er kunde hos Peytz Mail og har spørgsmål til ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte din primære kontakt hos Peytz Mail eller skrive til service@peytzmail.dk
(Opdateret 11. januar 2024)
Publiceret 20. november 2023